24. oktober 2018

Bliv synlig i mørket med cykellygter

Hvis du ikke har lys på cyklen, er du i den mørke tid stort set usynlig for andre trafikanter. Så tjek op på, at du og resten af familien har cykellygter på cyklerne, og at lygterne er forsynet med friske batterier. husk-cykellygter-aros-forsikring

Både dine for- og baglygter skal kunne ses på 300 meters afstand og benyttes fra solnedgang til solopgang eller i tilfælde af dårlig sigtbarhed (f.eks. tåge eller morgendis). Sørg derfor altid for, at dig og din families cykler er klar til at håndtere de aktuelle forhold.

5 gode råd til bedre trafiksikkerhed
Vi har her samlet 5 gode råd til cykelister, inspireret af Rådet for Sikker Trafik, som kan hjælpe dig og din familie med at være endnu mere sikre i trafikken.

1/ Kør altid med cykelhjelm
2/ Brug altid lys i lygtetændingstiden – og hvis det er tåget og diset
3/ Orienter dig i trafikken – især hvor højresving er muligt
4/ Sørg for at cyklens udstyr er i god stand – det gælder reflekser, bremser, ringklokke og lignende.
5/ Lær dine børn at begå sig ordentligt i trafikken

Reflekser gør dig mere synlig
Din cykel skal have en hvid refleks, der er synlig forfra, en rød refleks, der er synlig bagfra, samt to gule reflekser på hver pedal.

I hvert hjul skal der være en gul refleks i egerne eller hvide reflekterende dæk - eller fælgsider.

Husk at rengøre reflekserne et par gange om året.

Skift reflekserne, hvis de går i stykker.

Pas på cyklister, når du er i bil
Du skal i den mørke tid i morgentrafikken og på hjemturen være ekstra opmærksom på, om der er cyklister på vejen foran dig.

Især i højresving er det vigtigt, at du orienterer sig grundigt, så man undgår uheld. Det er trods alt bedre at komme 2 minutter for sent på arbejde end at være skyld i, at en cyklist aldrig kommer frem. Vær derfor, også som bilist, opmærksom på at mørket har en indflydelse på din mulighed for at orientere dig.

Tilbage