19. august 2020

Pas på Coronasvindel

Coronakrisen har ramt os alle, og vi forsøger at følge med i nyheder og anbefalinger fra myndigheder, samtidig med at de fleste af os arbejder hjemmefra. Det har de cyberkriminelle også opdaget, og politi og myndigheder advarer om at der lige nu er et stort antal svindelforsøg, som udnytter den aktuelle coronakrise til at forsøge at snyde dig til at udlevere dine personlige oplysninger. Vi har derfor samlet et par gode råd til at undgå at blive snydt.

Pas på Coronasvindel

  • Husk at ingen myndigheder, heller ikke Sundhedsstyrelsen, vil bede dig om at udlevere oplysninger om dit NemID. Bliver du kontaktet på mail, sms eller telefon og bedt om dine NemID-oplysninger eller kodeord, så er det svindel. Du må derfor aldrig affotografere eller digitalisere dit nøglekort og sende dette til andre.

    Tip:
    Vi anbefaler, at du downloader NemID nøgleapp’en, som er et digitalt supplement til dit nøglekort. Med NemID nøgleapp’en kan du bruge dit NemID direkte fra din smartphone eller tablet uden at have dit nøglekort ved hånden. Den er gratis og kan downloades i App Store eller på Google Play.
  • De cyberkriminelle benytter phishing-mails, sms og falske websider til at lokke kort- eller personoplysninger ud af dig. I øjeblikket handler disse mails typisk om coronavirus og kan fx give sig ud for at være fra sundhedsmyndighederne. I mailen bliver du typisk bedt om at klikke på et link og opdatere dine oplysninger eller logge ind med dit NemID. Det vil sende dig videre til en falsk webside, hvis eneste formål er at opsnappe dine informationer, så lad være med at klikke på links i mail eller sms. Hvis du er i tvivl, så gå i stedet direkte ind på den pågældende myndigheds webside i din browser og find informationen der.

  • Der har også været eksempler på at cyberkriminelle sender mails med en vedhæftet fil eller med et link til et kort, der angiveligt viser spredningen af corona på verdensplan. Klikker du på linket eller åbner filen, vil der typisk blive installeret malware på din computer, som kan bruges til at opsnappe dine oplysninger, eller til et decideret ransomware-angreb, hvor hackerne får kontrol over din computer og kræver betaling for at låse adgangen op igen. Vær derfor skeptisk hvis du modtager mails fra ukendte afsendere. Hvis mailen ser ud til at komme fra en kendt afsender, så spørg gerne vedkommende om det stemmer at han eller hun har sendt materialet i mailen inden du klikker. 

  • Der bliver også udsendt falske SMS, som ser ud til at stamme fra TestCenter Danmark. Her forsøger svindlere at få folk til at uploade deres Nem-ID som et billede, eller få andre oplysninger ud af folk. Derfor skal man huske at, der kommer kun invitationer til COVID-19-antistofprøve eller COVID-19-virusprøve via e-Boks eller via et fysisk brev. Du kan læse mere her

 


 

Gode råd til at undgå svindel

  • Download NemID nøgleapp’en som et digitalt supplement til dit nøglekort

  • Udlever aldrig personlige oplysninger. Oplys aldrig dit bruger-id, adgangskode eller dit nøglekort

  • Fotografér og send aldrig dit NemID til nogen

  • Hvis du har fået en e-mail eller sms, hvori du opfordres til at klikke på et link, skal du ikke reagere på den eller klikke på linket. Er du i tvivl om mailen er ægte, så gå ind på virksomhedens eller institutionens egen webside ved selv at indtaste adressen i browseren og find de oplysninger du skal bruge

  • Hvis du er blevet udsat for Corona-svindel, og ved en fejl har udleveret dit NemID, så kontakt med det samme din bank og politiet og få hjælp fra Aros WEB CLEAN-UP-teamet 

    


 

Har du været udsat for Corona-svindel?

Vi sidder klar til at svare på dine spørgsmål på  8734 5090 og kan hjælpe dig, hvis du har fået stjålet din identitet.

 

Tilbage