Michaels veteranbil udbrændte: Har du husket at justere din dækningssum?

Da der en dag i juni pludselig går ild i motorrummet på Michael Bergs BMW 2002 fra 1972, er der ikke noget at gøre. Bilen brænder ud, inden brandvæsnet når frem, og Michael står pludselig med en forsikringssag, hvor dækningssummen spiller en væsentlig rolle.

”Bilen er underforsikret,” konstaterer Morten Dissing, administrerende direktør hos Aros Forsikring, da han for et par år siden ser Michael Bergs BMW 2002. Bilen er Michael i gang med at restaurere, men han har ikke tænkt over at ændre dækningssummen, så den svarer til bilens egentlige værdi. På Mortens opfordring får Michael derfor lavet en ny beregning af bilens værdi, og han hæver herefter dækningssummen.

I dag er Michael glad for, at han lyttede til Morten. Den 23. juni 2021, sankthansaften, går der af ukendte årsager ild i bilens motorrum, mens Michael kører, og hans BMW 2002 ender med at udbrænde på en rasteplads i Sorring ved Silkeborg.

Et plaster på såret

Bilen får Michael Berg aldrig tilbage. Det gør ondt, for med bilens unikke historie og de mange timer, Michael har brugt på at sætte den i stand, er den uerstattelig. Alligevel er Michael taknemmelig for, at han i sin tid trods alt huskede at få justeret dækningssummen.

”Selvom man selvfølgelig aldrig kan få godtgjort affektionsværdien og de mange arbejdstimer, man har brugt på sådan et projekt, er det jo lige netop i en situation som denne, at det er rart at have en forsikring som et plaster på såret,” siger Michael.

Som det sandsynligvis også ville gøre sig gældende for andre veteranbilejere, har det ikke været muligt at skaffe en lignende bil til Michael, og han er i stedet blevet kompenseret med en kontant erstatning. Michael har dog ingen planer om at købe sig en ny veteranbil lige foreløbig, for oplevelsen fra rastepladsen sidder stadig i ham. I stedet vil han fokusere på at øge sikkerheden i den Austin Healey Frogeye, han også ejer:

”Man har bare et særligt forhold til en veteranbil, man har gået og puslet om i flere år. Det tror jeg, at alle veteranbilejere kan nikke genkendende til. Derfor gjorde det selvsagt også rigtig ondt at se den brænde til ukendelighed på få minutter, uden at jeg kunne gøre noget for at forhindre det,” siger Michael, der måtte efterlade den udbrændte BMW på rastepladsen, hvorfra den senere blev bugseret væk af vejhjælpen.


Smertefri skadebehandling

Efterfølgende er bilen blevet vurderet af en taksator, ligesom også flere mekanikere har forsøgt at finde ud af, hvorfor der pludselig gik ild i den – dog uden held. Årsagen forbliver ukendt. Men når nu det ikke kan være anderledes, er Michael dog glad for, at selve skadebehandlingen har været en smertefri omgang at komme igennem: 

”Oveni alt det andet var jeg lidt bekymret for, om det ville blive et tovtrækkeri, og at vi skulle diskutere værdien af bilen, så det har været en meget stor lettelse for mig, at der bare har været tiltro til, at det, man siger, er sandt.”

Som et led i skadebehandlingen har Michael afleveret et sted mellem 60 og 80 pdf’er med regninger på de reservedele, han gennem årene har bestilt hjem til bilen, og derudover har han også sendt cirka 200 billeder og videoer, der bevidner den løbende restaurering af BMW’en.

”Jeg er ked af, at jeg ikke nåede at få taget nogle lækre billeder af bilen, men jeg manglede at bygge en nummerpladeholder til fronten, før den for alvor kunne kaldes for færdigrestaureret,” siger Michael ærgerligt. Han arbejder nemlig som fotograf til dagligt, og han plejer altid at lave et lille fotoshoot af de biler, han sætter i stand. Til gengæld er han glad for, at han undervejs fik dokumenteret så meget af restaureringsprocessen, og at han har købt hovedparten af reservedelene over nettet:

”Det er jo en af fordelene ved at handle online: Man har alle kvitteringerne på mail, og så er det jo forholdsvist nemt at bevise, hvilket beløb man har brugt i en eventuel forsikringssag som denne,” afslutter Michael.

Du kan læse historien om selve bilbranden her >>