Jan fik totalskadet sin bil: Pas på hjortene

Det var egentlig bare en helt almindelig morgen, og 66-årige Jan Brink var som sædvanlig på vej på arbejde, da en hjort pludselig sprang op fra sit skjul i grøftekanten på strækningen mellem Vorbasse og Skovlund. Den uheldige situation kostede hjorten livet, og Jans bil blev totalskadet.

Det kan ske for hvem som helst. Det kan Jan Brink skrive under på, for han sænker altid farten i områder med hjortevildt, og han spejder altid opmærksomt efter de hurtige dyr. Alligevel var det ham, der ved et uheld påkørte en hjort i begyndelsen af september og endte med at få totalskadet sin bil:

”Der var åbne marker til begge sider og umiddelbart ingenting at se, men den må have ligget og puttet sig i den høje grøftekant,” siger Jan Brink, der selvfølgelig er rystet over episoden.

Hjorten overlevede desværre ikke mødet med Jans VW Beetle, og bilen – ja, den klarede den heller ikke. Både undervogn og kofanger havde taget alvorligt skade i mødet med hjorten, og selvom det lykkedes Jan at køre fra stedet i bilen, så blev den efterfølgende konstateret totalskadet af Aros Forsikring. 

Forsikringen er et plaster på såret

Selvom Jan var chokeret efter sammenstødet med hjorten, tjekkede han selvfølgelig straks dyrets tilstand. Hjorten var død på stedet, og derfor bugserede Jan den ind i grøftekanten, hvor den ikke var til fare for den øvrige trafik.

”Jeg er jo meget glad for dyr, og jeg kører altid forsigtigt for netop at undgå en situation som denne, så det var ikke en særlig rar oplevelse,” fortæller Jan. Samtidig er han selvfølgelig også ærgerlig over, at bilen blev totalskadet, for den bruger han hver dag, så han kan komme til og fra sit arbejde hos Danish Agro på Kolding Havn.

Mens skaderne på bilen blev opgjort, kunne han heldigvis låne en bil hos et af Aros Forsikrings fordelsværksteder, og så har der været en kortere mellemliggende periode, hvor han har været nødt til at klare sig med offentlig transport, indtil han fik anskaffet sig en ny bil:

 ”Det er træls, at jeg har mistet min gamle VW Beetle, men jeg er trods alt glad for, at jeg kunne få en erstatning og købe mig en ny bil,” siger Jan Brink og tilføjer: ”Det er jo et plaster på et sår, man helst havde undværet.”

Hvad gør du med det påkørte dyr?

Rammer du en hjort, og er hjorten såret, men ikke død, skal du kontakte Dyrenes Beskyttelse på tlf. 1812 – også selvom hjorten løber væk. 

Er dyret dødt, kan du efterlade det, men du bør dog bugsere dyret ud i vejkanten, hvor det ikke er til fare for trafikken. Har du ikke lyst til at flytte rundt på dyret, skal du først og fremmest kontakte Falck. Det gør du via Falcks vagtcentral på tlf. 70 10 20 30. Mange kommuner har nemlig et samarbejde med Falck om bortfjernelse af døde dyr fra vejene. Har din kommune ikke et samarbejde med Falck, vil Falck henvise dig til kommunen.

Minimér risikoen for påkørsel

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bliver cirka 10.000 hjorte påkørt hvert år. Du bør altid være varsom, og særligt når du kører langs skovområder, hvor det kan være svært at spotte dyrene, før det er for sent.

April og maj samt oktober og november er de måneder, hvor der sker flest påkørsler. Det skyldes blandt andet, at dyrene helst bevæger sig rundt i skumrings- og dæmringstid, og hen over efteråret falder dette tidspunkt typisk sammen med det tidspunkt, hvor folk kører til og fra arbejde.

Husk også, at hjorte sjældent færdes alene, og at de ofte passerer vejen i flokke.


Læs mere om vores skadesbehandling her: