17. november 2021

Aros Forsikring er igen topscorer i årets EPSI-måling

Det uafhængige analyseinstitut EPSI Rating har netop offentliggjort deres årlige måling af kundetilfredsheden hos danske forsikringsselskaber, og med en flot tredjeplads er Aros Forsikring for sjette år i træk topscorer blandt de landsdækkende forsikringsselskaber, der er tilgængelige for alle.

Over gennemsnittet og blandt de bedste

EPSI Ratings måling er en kundetilfredshedsundersøgelse, der har til formål at bedømme kundernes reelle erfaringer før, under og efter en skade og give indsigt i, hvad der skaber de mest tilfredse og loyale kunder. Den anerkendte undersøgelse er her foretaget blandt 4.109 forsikringskunder, og resultatet opgøres på en skala fra 0-100; jo højere indeksværdi – jo bedre oplever kunderne deres forsikringsselskab.

Med en indeksværdi på hele 84,3 placerer Aros Forsikring sig et godt stykke over gennemsnittet for forsikringsbranchen, der viser en score på 76,4. Aros Forsikrings indeksværdi viser, at de har en stærk position blandt deres kunder, og at de for sjette år i træk er det landsdækkende forsikringsselskab, som har de mest tilfredse kunder. 

”Vi er ovenud tilfredse med resultatet. Det viser, at vi lever op til de ambitiøse målsætninger, vi har sat for vores kundeservice, og at vi formår at løfte det ansvar, som kunderne forventer af os,” siger Morten Dissing, administrerende direktør i Aros Forsikring, og fortsætter: ”Den loyalitet, som vores kunder udviser i årets EPSI-måling, er ikke bare et kvalitetsstempel, men også en stor tillidserklæring, som understreger den gennemgående tiltro, der er til vores produkter og serviceløfter.”

I EPSI-målingen undersøges en lang række parametre, der blandt andet skal kortlægge, hvad kunderne prioriterer i deres valg af forsikringsselskab. Studiet fastslår, at de mest succesfulde forsikringsselskaber er dem, der forstår deres kunder, og som formår at sikre den gode relation til kunderne – en kerneværdi, man netop finder hos Aros Forsikring.

”Nærvær og hæderlighed er grundstenene i Aros Forsikring, og derfor værner vi selvfølgelig også om de gode relationer, vi har til vores kunder. Det skal være nemt og sikkert at være kunde hos os. Vores kunder skal aldrig være i tvivl om, at vi er oprigtigt interesserede i, at de er dækket korrekt – eller at vi holder, hvad vi lover dem,” påpeger Morten Dissing.

For Aros Forsikring har 2021 været et ganske særligt år, der blandt andet bød på et 100-års jubilæum; en milepæl, som vidner om, at Aros Forsikring både evner at bevare sit grundlæggende, solide fundament og samtidig følge med den rivende udvikling, som præger hele forsikringsbranchen:

”Vi arbejder kontinuerligt på at sikre vores kunder den mest optimale kunderejse ud fra de kerneværdier, som har kendetegnet Aros Forsikring i så mange år. Det gør vi blandt andet gennem en høj tilgængelighed og ved at tilbyde dem en fast kontaktperson, så de ved, hvem de skal henvende sig til, hvis de har brug for hjælp eller rådgivning,” fortæller Morten Dissing og afslutter: ”Jeg er overbevist om, at det er den unikke balance mellem vores digitale selvbetjeningsløsninger og muligheden for en ærlig, nærværende og personlig service, som igen i år har været med til at sikre os en topplacering i årets EPSI-måling.”

Tilbage