13. oktober 2022

Derfor bør dit hjem være mindst 18 grader varmt

De høje energipriser gør det fristende at sænke temperaturen i hjemmet, men bliver der for koldt, risikerer du fugt, skimmelsvamp og frostsprængte rør – selvforskyldte skader, som forsikringen ikke dækker. Sluk ikke helt for varmen

Krisen kradser, og det betyder, at flere og flere danskere leder efter måder, hvorpå de kan spare penge. Et tilbagevendende råd er at skrue ned for varmen – og det er også et ganske fornuftigt råd, så længe temperaturen indendørs ikke ryger under 18 grader.

 

Dyrt og sundhedsskadeligt

Selvom det kan virke logisk helt at slukke for varmen fx i sommerhuset eller i dele af helårsboligen, som ikke er i brug, kan det resultere i store og dyre skader på bygningen. Bliver temperaturen for lav, er der nemlig en øget risiko for fugt og skimmelsvamp, som desuden også udgør en sundhedsmæssig fare.

 

Sluk aldrig helt for varmen

Vi anbefaler, at du opvarmer dit sommerhus til en frostfri temperatur, så du minimerer sandsynligheden for frostsprængninger. Din forsikring dækker kun frostsprængninger, såfremt der er sket et tilfældigt svigt i varmeforsyningen. Opstår der frostsprængninger og/eller angreb af skimmelsvamp grundet manglende opvarmning, er der tale om en selvforskyldt skade. Forsikringen vil i et sådant tilfælde ikke dække dig, da det er dit ansvar at sikre, at din bolig har et sundt indeklima.

 

5 gode varmeråd

  • Sørg for, at temperaturen indendørs ikke kommer under 18 grader.
  • Indstil radiatorerne til det samme, hvis de er i det samme lokale.
  • Luk dørene mellem de rum, hvor du ikke ønsker den samme temperatur.
  • Undlad en temperaturforskel på mere end 5 grader mellem rummene.
  • Luft ud dagligt med gennemtræk i 5-10 minutter.

 

Er du i tvivl om, hvordan du er dækket, eller har du spørgsmål til dine forsikringer, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 7010 4222.

Tilbage