Kommer du ved et uheld til at forårsage skade på andre eller andres ejendele og bliver gjort erstatningsansvarlig, er det din ansvarsforsikring, som kan hjælpe dig. Hos Aros Forsikring er ansvarsforsikringen automatisk en del af din indboforsikring.
Har du ikke en ansvarsforsikring, og kommer du til at gøre skade på andre eller andres ting, skal du selv finansiere erstatningen. Det kan hurtigt løbe op i mange tusind kroner, og du bør derfor kraftigt overveje, om ikke det bedre kan svare sig at tegne en forsikring, før skaden sker.
Kører du galt på dit elløbehjul, og har du eksempelvis brug for hjælp til at dække behandlingsudgifter – eller står du tilbage med en méngrad på 5 % eller derover – er det din ulykkesforsikring, som hjælper dig. Pådrager du dig tandskader under en ulykke – fx i forbindelse med et styrt på dit elløbehjul – vil din ulykkesforsikring hos Aros Forsikring dække dine tandlægeudgifter.
Hvis nogen stjæler dit løbehjul, er det hos Aros Forsikring din indboforsikring, som dækker tabet, hvis du har tilvalgt en cykeldækning på din indboforsikring.
Kommer du til at ødelægge dit elløbehjul, eller går det i stykker udenfor garantien, fx på grund af funktionsfejl, er det din elektronikforsikring, som dækker skaden. Hos Aros Forsikring er elektronikforsikringen en tilvalgsdækning til din indboforsikring, så ønsker du at være dækket for denne type skade, er det vigtigt, at du sikrer dig, at du har tilvalgt den.
En ansvarsforsikring er ikke lovpligtig, hvis der er tale om et privatejet elløbehjul. Det er den derimod, hvis du lejer et løbehjul. Det kan du læse mere om herunder.
For at du kan leje et elløbehjul, skal du være fyldt 18 år. Det er udlejers ansvar, at der er tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring, der dækker de skader, du eventuelt måtte forvolde på andre eller andres ejendele. Det er dog vigtigt, at du sikrer dig, at udlejeren rent faktisk har tegnet denne forsikring, da du som bruger af elløbehjulet skal kunne fremvise dokumentation herfor.
Det er vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i lovkravene til elløbehjul, inden du køber et. Det er nemlig ikke alle elløbehjul, der overholder de lovpligtige krav – heller ikke selvom det er købt i Danmark. Udover at du selvfølgelig risikerer at få en bøde, hvis du kører på et ulovligt løbehjul, så skal du også være opmærksom på, at din ansvarsforsikring rent faktisk ikke dækker dig i den pågældende situation. Det samme gør sig gældende, hvis du forårsager skader på andre eller andres ejendele, fordi du ikke har overholdt færdselsreglerne.