Bilerne kom fra nær og fjern. Fra det østjyske område, Hillerød, Roskilde, Sønderborg samt Ryslinge på Fyn. AC Cobra, Porsche, MG, Triumph, Opel, Ford og Fiat. Et stort udvalg af klassiske biler rullede fra om morgenen kl. 8 ind på det idylliske grønne område ved søen i Lunden i Silkeborg. Her havde ansatte fra Aros Forsikring stillet borde op og linet up med kaffe og rundstykker.
Samtalerne mellem bilejerne kom hurtigt i gang, og motorhjelme blev slået op, så motorer kunne beundres og gennemgås. Her var alt fra de helt små motorer til muskel-motorer med masser af hestekræfter.
Tonny Jacobsen og codriver Brian ”cykelhandleren” Madsen fra Skibbild ved Herning kørte i en Fiat X1/9 fra 1978.
- Min kone ville ikke med, så jeg tog ”cykelhandleren” med. Han kan hjælpe med at skubbe bilen, hvis det bliver nødvendigt, sagde Tonny Jacobsen, inden han forsynede sig med kaffe og rundstykker. Deltagerne fik muleposer med informationer om veteranforsikringen og en streamer til at sætte på bilen.
Aros Forsikring var også fint kørende til arrangementet i en Fiat 500 fra 1967 og en Morris Mascot fra 1978.
- Set i lyset af, at det er første gang, vi arrangerer Aros Karavanen, er jeg godt tilfreds med antallet af deltagere. Vejret har været lidt af en overraskelse med sne flere steder i landet, så vi er glade for, at så mange er mødt op, sagde Martin Høj, CCO Salgs- og kundeservicechef fra Aros Forsikring og fortsatte:
- Vi vil gerne lave et træf for folk, der er passionerede omkring deres biler. Det er tanken, at det skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, understregede Martin Høj.
MG og Porsche
Klaus og Mona Asmussen var med til premieren på Aros Karavanen, og de havde taget turen fra Gedved ved Skanderborg i en to-farvet MG fra 1959.
- Bilen er købt i Sverige, hvor den havde stået stille i 12 år. Jeg har så beklædt den med folie, der hvor den ikke var så pæn, og på bagsmækken har jeg klistret skudhuller på, for at dække over nogle pletter, oplyste Klaus Asmussen.
Bilen var parkeret i nærheden af Knud Just Andersen fra Aarhus, der ankom i en Porsche 911 SC fra 1978 sammen med vennen Jan Mølgaard, der kørte i en Porsche 911 Targa fra 1972.
- Vi skulle egentlig have været til et Porsche-træf, men så så vi det her. Det er sjovt at deltage i et træf, hvor deltagerne har den samme indstilling som mig, at man har en klassisk bil, for at der skal køres i den, fortalte Knud Just Andersen.
Cobra
Lidt senere fik en bil, deltagerne til lige at kigge en ekstra gang. Kurt Søgaard fra Silkeborg trillede ned ad grusvejen i sin AC Cobra uden kaleche.
- Jeg vil gerne bakke op om arrangementer, der foregår i mit lokalområde. I går var jeg til open By Night i Viborg, sagde han, da han havde fået parkeret sin bil.
Omkring kl. 10 kørte bilerne ind i en række, og så blev de sendt afsted med jævne mellemrum til et pausestop ved Bøllingsø, og så videre til Jyllandsringen, hvor der var mulighed for at se race med klassiske biler.
Karavanen fik ros
Aros Karavanen er lavet i et samarbejde med Danish Masters Racing Festival, MG Car Club Danmark og Historisk Motorsport Danmark.
Efter at årets Aros Karavanen var slut, kunne Uffe Madsen fra Historisk Motorsport Danmark gøre status.
- Det gik rigtig fint, og jeg fik nogle gode tilbagemeldinger fra deltagerne. Vejret kunne vi ikke rigtig gøre noget ved, men rammerne i Lunden er perfekte til sådan et arrangement. Mit ønske med arrangementet var at give deltagerne en god oplevelse med socialt samvær sammen med andre bilnørder. De skulle køre på nogle af de smukkeste ruter, vi kender her omkring Silkeborg, og dem har vi en del af. Pausestedet ved Bøllingsø var også rigtig godt - vejret viste sig ikke fra den bedste side, så det var dejligt at kunne være indendørs, fortalte han.
Ruten fra Silkeborg med pause ved Bøllingsø og videre til Jyllandsringen blev rost af deltagerne.
Afslutningen med kørsel på Jyllandsringen var også populær blandt deltagerne.
- Deltagerantallet var ok. Der var 46 tilmeldte, og inden dagen havde jeg afbud fra 3, og jeg tror, at vi havde 41 eller 42 biler ved starten. I øvrigt en dejlig blanding af forskellige bilmærker, sagde Uffe Madsen.
Interesse for Veteranforsikringen
Morten Dissing, direktør i Aros Forsikring, var også glad for afviklingen af Aros Karavanen.
- Veteranbiler er mit hjerteblod. Jeg har selv haft flere af dem. Der skal lyde en stor ros til Historisk Motorsport Danmark og de frivillige. Vi mødtes et super sted, og det var en fantastisk smuk rute, sagde han.
På Jyllandsringen blev vinderne af to konkurrencer fundet.
- Den ene konkurrence var ”Tip en 13'er”, hvor deltagerne fik et indblik i vores forsikringsbetingelser med hensyn til vores veteranforsikring, hvor vinderen blev Jørgen Lund, og i den anden konkurrence, skulle deltagerne kåre den flotteste bil blandt dem, der deltog i Aros Karavanen. Her vandt Klaus Asmussen med sin flotte MG, oplyste han og fortsatte:
- Det var også glædeligt, at flere af deltagerne kom og snakkede med mig og de andre fra Aros Forsikring om muligheden for at tegne en veteranforsikring hos os. Hvor jeg blandt andet kunne fortælle om vores nye tilbud, hvor man ikke behøver at have samlet alle sine forsikringer hos os for at få forsikret en eller flere af sine veteranbiler, understregede Morten Dissing, der håber at se mange af deltagerne igen samt nye deltagere til Aros Karavanen i 2020.